Vi brænder for den fede historie med værdierne på forsædet!

Show it er os – altså Henrik og Kasper. Vi har hver især firmaerne Helt Fair Marketing samt KA FOTO og nCASE. Show it er gadekrydset, hvor vi sammen har kastet os ud i en mere målrettet indsats for at samarbejde og hjælpe institutioner, børnehaver og skoler, der gerne vil fortælle om deres værdier, og ikke bare om deres produkter.
Vi er vant til at arbejde selvstændigt – og har gjort det i mange år. Men det er bare sjovere at arbejde sammen om projekter. Så derfor har vi taget hul på et spændende eventyr, hvor vi kan bringe vores kompetencer i spil på en mere givende måde – med mennesker og historier i fokus.

Nå, men lidt om Kasper her. Kasper er tidligere folkeskolelærer, men har de sidste mange år arbejdet som selvstændig fotograf og designer. Og med mere end 10 års erfaring fra erhvervsjunglen og opgaver for kommuner som Nyborg, Vejle og Assens, så er han rigtig skarp til at fortælle historier og vise jer fra den helt rigtige vinkel. Onde tunger vil påstå, og endda ganske korrekt, at Kasper er i slutningen af 30’erne. Kasper er gift med Signe, og sammen har de to selvstændige tøser – meget selvstændige 🙂

Henrik er egentlig uddannet sælger, men har arbejdet med online marketing i mange år. En interesse der blev skabt, da han for efterhånden mange år siden startede en større webshop. Han er specialisten når det kommer til markedsføring til specielle målgrupper, og ved hvad der skal til for at påvirke disse. Samtidig er han manden der kan skære et budskab til, og har overblikket på location, når der filmes i et til tider hektisk miljø. Specielt børnehaveområdet er kendt farvand for Henrik, da han til dagligt bor sammen med Line og deres 3 børn. Ikke så meget pga. de tre børn, men mere fordi Line er Souschef i en privat børnehave i Assens, der har været friske på at prøve masser af hans ideer af.